Næslandet.dk

Hulekrigere

 

Hulekrigerne er de lavest rangerende krigere af Radixfolket. Ikke desto mindre er de ganske farlige og uundværlige i kampen mod Lysfolk, trods det at de ingen magiske evner har. Som alle andre Radixfolk er de i stand til at ånde under vand.

De bevæger sig ikke så hurtigt og efterlader et slimet spor på jorden. Men de er snu, mestre i at skjule sig og udskiller en gift, som er dødbringende, hvis man bliver bidt.

De lever i trange huler og gangsystemer dybt nede i jorden under og uden for Aisgard. Flere holder også til i moserne i og uden for Essenskov, hvor de plejer seksuel omgang med mosefolket og derved formerer sig. Afkom herfra bliver altid enten ren Hulekriger eller mosekone - aldrig en blanding.

Hulekrigernes kroppe er maddikelignende, men de har menneskelige ansigtstræk. Kroppene er overordentligt fleksible, og huden er så gennemsigtig, at man kan se alle indvoldene inde bagved. Krigernes huleindgange er derfor smalle og uanselige, da deres kroppe tilpasser sig dem uden problemer.

Dette gør det meget farligt at bevæge sig ind på deres område, da hulerne kan være svære at få øje på.