Næslandet.dk

Ballistakrigere

 

Ballistakrigere findes udelukkende nord for foden af Tretinder og videre østpå i retning af kysten. Her er Lucili Bistortas magiske ballistaer opstillet i hundredvis.

Hver kastemaskine huser en kriger, som er klar til at blive affyret, hvis det bliver nødvendigt. På dette stadie ligner krigeren en 8-10 meter aflang klippeblok.

På grund af heksemestre og troldmænds beskyttende værn, placeringen af Skelvogtere langs Essenskov og andre steder i Næslandet, er disse grusomme krigere ikke i stand til at trænge op gennem landet, men de bevogter områderne nord for Tretinder - Marsken og Tågemoserne.

Deres voldsomme størrelse er skræmmende, når de bryder fri af deres klippeham og folder sig ud i luften. Her bevæger de sig i rivende fart for at finde og nedkæmpe deres fjende.

Med en sluthøjde på mere end fire meter og et vingefang omtrent fire gange så stort, kan de holde sig i luften i flere dage, inden de må vende tilbage til Tretinder for at samle kræfter.

Deres læderagtige flyvehud er udspændt mellem hænder og fødder, som domineres af lange, sylespidse kløer, der uden besvær er i stand til at sprætte maven op på en hest. Hele kroppen er matsort, hovedet fladtrykt og aerodynamisk. Ansigtet er gråblegt og domineret af lange, krumme tænder, som skyder frem og ud af munden. Øjnene er som Grargernes små, sorte og stikkende.

Derudover har krigerne varmesøgende evner. De er i stand til at lokalisere et offer med deres termografiske syn højt oppe fra himlen i selv det sorteste mørke.